Ophavsretten er kunstnernes “ejendomsret” til de
værker og præstationer, de har frembragt. Ophavsretten giver grundlæggende
kunstnerne mulighed for at opnå vederlag for enhver senere brug af deres
kunstneriske produktion. Uden ophavsretten ville kunstnerne være retsløse, så
snart deres arbejder var kommet til omverdenens kendskab og kunne udnyttes af
alle og enhver.
Efter
ophavsretsloven har den, som frembringer et litterært eller kunstnerisk værk,
ophavsret til værket.
Som
eksempler på beskyttede værker i lovens forstand kan nævnes litteratur, musik,
sceneværker, film, billedkunst - herunder fotografisk kunst, bygningskunst og
brugskunst - og edb-programmer. Det er værkets udtryk, som er beskyttet, det vil
sige værket i dets konkrete udformning. Beskyttelsen omfatter derimod ikke
idéer, koncepter, procedurer, metoder og algoritmer.
Ophavsretten opstår, når værket frembringes. Der stilles altså ikke krav om, at
værket skal registreres, før det er beskyttet. Retten består indtil 70 år efter
ophavsmandens dødsår.
Ophavsretten giver ophavsmanden eneret til at fremstille eksemplarer af sit værk
(kopier) og til at gøre det tilgængeligt for almenheden, f.eks. ved at sælge
eksemplarerne eller ved at lægge værket ud på internettet. Ophavsmanden kan helt
eller delvis overdrage sin ret til andre, typisk mod et vederlag.
Efter
ophavsretsloven har ophavsmanden i øvrigt krav på at blive navngivet
(krediteret), hvis der fremstilles eksemplarer af værket, eller hvis det
fremføres offentligt. Det er forbudt at ændre værket eller gøre det tilgængeligt
for almenheden på en måde eller i en sammenhæng, der er krænkende for
ophavsmandens anseelse eller egenart.
Krænkelse af ophavsretten kan medføre erstatningsansvar og straf i form af bøde
eller fængsel.
Denne tekst er udlånt af Kulturministeriet